Efter et par års pause er Halsnæs atter blandt Danmarks Naturfredningsforenings klimakommuner. Det blev onsdag markeret med underskrifter ude i naturen.
Med to underskrifter markerede borgmester Steffen Jensen og præsident Ella Maria Bisschop-Larsen fra Danmarks Naturfredningsforening onsdag, at Halsnæs Kommune atter er blandt landets klimakommuner.
Det skete på de smukke vintermarker ved Kappelhøjkilen, hvor der om få måneder slippes køer løs, som skal være med til at forvandle området fra landbrugsjord til græsningslandskab. Det giver en gevinst for klimaet, da der så ikke længere skal gødes, pløjes og sprøjtes på markerne.
For det handler om at tænke klimaet ind på flest mulige måder i de kommunale arbejdsgange og kommunens matrikler, pointerede Steffen Jensen i sin tale ved underskrivelsen.
"Hver dag og hver indsats tæller, når det handler om at agere til gavn for naturen og imod de klimaforandringer, som bliver en stadig større udfordring for os alle," sagde borgmesteren blandt andet.
Som klimakommune har Halsnæs Kommune nu som mål at reducere udledningen af CO2 fra de kommunale bygninger, køretøjer mv. med to procent årligt frem til 2025. Det skal bl.a. ske ved at udskifte energislugende pærer med LED, ved ansættelsen af en klimamedarbejder, der skal inspirere og motivere både kommunen og borgerne til energirigtige løsninger, ved om muligt at udskifte kommunale køretøjer til el eller hybridtyper og en række andre tiltag, som nu bliver sat i værk.
Ella Maria Bisschop-Larsen roste da også Halsnæs Kommune for det engagement, som kommunen allerede har lagt for dagen i arbejdet til gavn for klimaet.
Halsnæs Kommune tiltrådte første gang klimakommuneaftalen med DN i 2008. Det tidligere byråd fandt imidlertid aftalen for bureaukratisk, og derfor udtrådte man i 2016. Med det nyligt tiltrådte byråd er der nu atter opbakning til, at Halsnæs Kommune skal være klimakommune.