Unge i Halsnæs sætter fokus på bagsiden af Frederiksværks stolte industrihistorie. Det sker i kunstudstillingen ”For enden af kanonløbet” i Trækulsbrænderiet og Svovl- og Salpetermagasinet i Frederiksværk med fernisering den 8. september klokken 14.
Med afsæt i Frederiksværks fortid som centrum for produktion af krudt, kugler og kanoner til den danske stat kaster de unges kunstværker lys over bagsiden af medaljen ved krigsførelse – krigens b-sider, som står i stærk kontrast til historiens fortællinger om en stolt våbenindustri og historiske sejre på slagmarken.
I et sammensurium af kunst, video, lyd og installationer forvandles de bygninger, der engang blev brugt til produktion af krudt og kugler til de unges helt egen fortolkning af krigens B-sider både før og nu.
De unge har arbejdet på udstillingen siden starten af august og frem til ferniseringen, hvor alle borgere og besøgende er velkommen. Herefter er udstillingen åben alle weekender, lørdag og søndag kl. 10-15 til og med d. 23. september. Der er gratis entré.
Udstillingen er en del af dette års Golden Days Festival og er skabt som en del af den regionale kulturaftales ungeindsats, USKIK, hvor unge sammen med lokale kulturinstitutioner kaster et alternativt blik på historien.
I Halsnæs er projektet blevet til som et samarbejde mellem Industrimuseet Frederiks Værk, Halsnæs Bibliotekerne og Kultur, Idræt, Demokrati og Erhverv i Halsnæs Kommune. Og med deltagelse af unge fra Unge- og Kulturcentrets Billedskole og Produktionsskolen Nordsjællands Uddannelsescenter.
Tid og sted
Fernisering den 8. september kl. 14. Herefter er der åbent alle weekender, lørdag og søndag fra kl. 10-15 til om med 23. september.
Udstillingen kan ses både i Trækulsbrænderiet og Svovl- & Salpetermagasinet Krudtværksalléen 8A-10, 3300 Frederiksværk.