Billedet viser et overblik over, den proces projektet KNOBET forventes at have fra 2025-2028

Fotografi Overbliv over processen for udviklingsprojektet KNOBET 2025-2028

Få mere at vide om processen i udviklingsplanen i menuen herunder

I januar går vi i gang med at udvikle 3 kulturværksteder, som skal ligge i bymidten. Værkstederne er første skridt i arbejdet med at udvikle et kultur- og fællesskabshus, som skal være byens nye samlingssted. Værkstederne skal udvikles af lokalsamfundet i Hundested.

I februar får administrationen svar på, om Halsnæs Kommune får midler fra Erhvervsstyrelsens bymidtepulje. Hvis midlerne kommer, kan vi gå i gang med at realisere to fysiske projekter – en ny byplads og en fysisk forbedring af Nørregade. Derudover skal der laves et Bylivspartnerskab mellem kommunen og aktører med interesse i udvikling af bymidten. Partnerskabet skal arbejde for at skabe mere byliv i bymidten.

Bymidteudvikling – ansøgning til Erhvervsstyrelsen

Det første fysiske projekt, som udspringer af Udviklingsplanen er ved at tage form. Bymidten slkal gøres mere attraktiv i et samlet stræk fra Hundested Station til havnen. Der skal laves nye byrum, plantes mere grønt og laves en tydelig vejvisning. Foran Gubben skal der laves en ny byplads, hvor man har lyst til at man slår sig ned og møder sine naboer. Pladsen skal have en legeplads, borde og bænke i solen. Spændende stiforløb skal forbinde byen og havnen. Og så skal kvaliteten af Nørregade løftes, så man har mere lyst til at gå, cykle og holde pauser i gaden.

Et Bylivspartnerskab mellem lokale aktører, borgere og ejendomsejere skal sammen arbejde for at skabe gode oplevelser i Nørregade. Det kan være små oprydningsindsatser og det kan være større projekter, som handler om at lave nye oplevelser i de tomme lokaler.

Realiseringen afhænger af ekstern finansiering. Derfor søges Erhvervsstyrelsens Bymidtepulje i november 2025 med forventet svar i februar 2026. Samtidig undersøges andre fondsmuligheder.

Udarbejdelse af lokalplaner

I efteråret 2025 går administrationen i gang med at lave lokalplaner for havneområdet. Lokalplanerne gør det muligt for Hundested Havn at lave deres del af den Strategiske fysiske Udviklingsplan. Havnen ønsker bl.a. at lave en havnepromenade, en markedsplads, butikker og hotellejligheder. Lokalplanerne beskriver, hvordan bygninger placeres og skal se ud, hvilket materiale der skal bygges i, hvor veje, fortov og parkerede biler skal placeres.

Lokalplanerne forventet vedtaget af byrådet i 2026.

Vedtagelse af Kommuneplantillæg 8

Kommuneplantillæg 8 for Hundested midtby og havn bliver vedtaget i maj 2025. I høringsperioden holder kommunen et borgermøde. Præsentationsmaterialer og Q&A fra mødet kan ses her.

Kommuneplantillægget skaber debat i lokalområdet. Det handler særligt om, hvordan Hundesteds kendetegn bevares samtidig med, at byen udvikler sig. Høringssvarene handler bl.a. om, hvor meget der må bygges på havnen, hvor der skal bygges et hotel, og om der er brug for flere butikker på havnen.

Horisonten lægges ned

I maj 2025 beslutter Halsnæs Byråd at stoppe projektet Horisonten. Igennem flere år har Halsnæs Kommune arbejdet på at åbne et arktisk museum med inspiration fra Knud Rasmussen. Selvom man har forsøgt mange gange, er det ikke lykkedes at få fondsfinansiering på plads. Uden økonomiske bidrag udefra beslutter politikerne, at der skal sadles om og at arealet skal bruges på en anden måde.

Gubben til Promenaden – et nyt Madkulturhus?

Halsnæs Kommune har fået støtte fra Realdania til at undersøge, om foreningshuset Gubben kan bruges endnu bedre end i dag. Tanken er, at aktiviteter i Gubben kan være med til skabe mere liv i bymidten. En idé er at lave Gubben om til et madkulturhus, som kan blive et samlingspunkt for lokalsamfundet. Idéen bygger på bygningens historie som fiskekonservesfabrik, og at flere borgere efterspørger et sted, hvor man kan samles om mad.

Kommunen igangsætter en forundersøgelse, hvor borgere, foreninger og andre interessenter bliver spurgt om ønsker og behov. Visionen er, at Gubben skal blive et sted, hvor mennesker mødes, deler viden og oplevelser, og som styrker fællesskabsfølelsen på tværs af generationer.

Forundersøgelsen gennemføres af konsulenter fra Norion Consult og Food og afsluttes i maj 2025. Resultatet viser, at der ikke er grundlag for at lave et rent madkulturhus. Der er derimod interesse i at arbejde videre med at lave et borgerdreven kulturhus, hvor mad spiller en vigtig rolle sammen med andre aktiviteter. Igangsættelse af BYværkstederne er første skridt i den udvikling.

Madkulturhus i Gubben

 

Forslag til Kommuneplantillæg 8 for Hundested bymidte og havn sendes i offentlig høring i oktober 2024.

Meget af 2024 er gået med at udarbejde kommuneplantillæg for bymidten og havneområdet. Det at udarbejde et plangrundlag er en langstrakt proces, som indeholder rigtig meget dialog frem og tilbage mellem kommune og bygherre – i dette tilfælde Hundested Havn. Den lange tidsperiode, hvor der er blevet arbejdet på de interne linjer, har måske været medvirkende til, at mange har følt, at der ikke rigtig skete noget med Udviklingsplanen.

December 2023

Byrådet vedtager, hvordan indholdet for Kommuneplantillæg nr. 8 skal se ud.

Forår-efterår 2023

Byplanafdelingen i Halsnæs Kommune arbejder på at skabe de formelle planrammer til at realisere Udviklingsplanen. Det handler bl.a. om, hvor der skal være butikker i fremtiden og hvor der kan bygges f.eks. hotel og boliger.

Kommuneplantillæg

For at realisere Udviklingsplanen, er det nødvendigt at lave en ændring af den overordnede kommuneplanramme for området. Det gøres ved at lave et såkaldt Kommuneplantillæg. Tillægget navngives Kommuneplantillæg 8.

Kommuneplantillægget angiver hvilke aktiviteter der må være i et bestemt område. Og den sætter rammer for, hvor meget og hvor højt der kan bygges.

Når kommuneplanens rammer er politisk vedtaget, kan rammerne udfyldes af en lokalplan. Lokalplanerne beskriver konkret, hvordan bygninger m.v. placeres og skal se ud.

Fortsat projektudvikling og finansiering

Den kommunale administration arbejder desuden med at konkretisere og skaffe det finansielle grundlag for at realisere nogle af tiltagene i udviklingsplanen. Det handler primært om projekt ”Gubben til Promenaden”, der skal binde Nørregade tættere sammen med havneområdet og udvikling af en attraktion Horisonten på Nordmolen. Derudover igangsættes arbejdet med at overtage noget af banearealet for at lave parkeringspladser og måske boligbyggeri.

August 2022

Udviklingsplanen offentliggøres.

Læs her om udviklingsplanen: Råt og autentiske Hundested, strategisk-fysisk udviklingsplan, 2022

Juni 2022

Udviklingsplanen præsenteres for byrådet.

Forår 2022

Tredje Natur inddrager lokale aktører samt afholder projektværksteder og byvandringer for at sikre et lokalt ejerskab til initiativerne i udviklingsplanen.

Januar 2022

Arkitektfirmaet Tredje Natur vælges til at løse opgaven om at skabe en udviklingsplan, der omfatter destinationsudvikling, overnatnings/hotelindpasning, bymiljø, byrum, klimatilpasning og trafikløsning.

Efterår 2021

Visionsdag, byvandringer og projektværksted i turistinformationen på Hundested havn, hvor borgerne hører nærmere om projektet og kommer med bidrag til byudviklingen.

Lokale aktører, herunder Hundested Erhverv, Hundested Havn og Halsnæs Forsyning, deltager i planudviklingsarbejde rettet mod at skabe et ’program’ for byen – dvs. en beskrivelse af den byplan- og landskabsarkitektopgave, der forventes løst.

Opgaven om udarbejdelse af en udviklingsplan udbydes i prækvalifikation.

Marts 2021

Byrådet vedtager en projektbeskrivelse for udarbejdelsen af en udviklingsplan for Hundested.

Projektbeskrivelsen kan læses her i referatet fra byrådsmødet d. 25. marts 2021, pkt. 643: Råt og Autentisk Hundested - Strategiske-fysisk

Vinter 2020-2021

Halsnæs Kommune ser et behov for at få lavet en strategisk-fysisk udviklingsplan. Planen skal sætte en retning for byens udvikling ift. at forlænge turistsæsonen og skabe mere bevægelse mellem by og havn. Planen skal komme med bud på, hvordan man kan understøtte byens handelsaktivitet og komme med forslag til bedre trafikale løsninger.

En strategisk udviklingsplan er en politisk vedtaget plan, der angiver hovedideerne for et områdes udvikling. Udviklingsplanen er altså ikke en færdig plan, som man kan bygge efter. Planen peger på, hvordan man godt kunne tænke sig at byen udvikler sig.