Hundested har en stærk historisk tilknytning til havet. I dag lever den aktive havn med fiskeri, bådværft og industri side om side med en spændende turisthavn med hverdagsliv, kunsthåndværk og outdoor-aktiviteter. Byen har en stolt lokal historie og en afslappet, autentisk stemning. En stemning, som tiltrækker nye borgere – især familier og aktive seniorer, der vil bo tæt på naturen.
Men byen har også udfordringer. For mens havnen blomstrer især i sommerhalvåret, er bymidten udfordret. Butikker lukker og hverdagslivets naturlige mødesteder forsvinder. Bymidten fremstår i dag nedslidt og inviterer ikke til at man smutter forbi eller bliver lidt længere. De ringe forbindelser mellem byen og havnen betyder, at bymidten ikke kan tiltrække livet fra havnen.
For at vende udviklingen starter Halsnæs Kommune i 2021 projektet Råt og Autentisk Hundested. Målet med projektet er at skabe en levende havneby – året rundt – med stærke rammer for hverdagslivets fællesskab, erhverv og oplevelser samtidig med at byens turismepotentiale foldes ud.
Nedenfor kan du læse Udviklingsplanen (vedtaget august 2022) og følge projektets udvikling.