KNOBET - bymidten styrkes i fællesskab

Overbliv over processen for udviklingsprojektet KNOBET 2025-2028

Fotografi Overbliv over processen for udviklingsprojektet KNOBET 2025-2028

I februar 2026 fik Halsnæs Kommune endelig at vide, at EU's regionalfond støtter udviklingen i Hundested. Fonden har i alt bevilget 10,5 mio. kr. Sammen med kommunens egen finansiering betyder det, at vi nu kan udvikle bymidten i Hundested for i alt 26,5 mio. kr. Vi kalder det samlede projekt for Knobet og inviterer til nye partnerskaber og samskabelse.

Indsatsen består af 2 delforløb:

A: To fysiske projekter.

For det første en forbedret forbindelse fra stationen, ad Nørregade op til Amtsvejen. Fokus vil være på at skabe et trygt og indbydende samlet forløb med små lommer, hvor man har lyst til at slå sig ned. Vi skal tydeliggøre forbindelsen igennem byen og koblingen til havnen, så gæsterne ved, hvilken vej de skal gå, når de skal opleve byen. 

For det andet skal vi opgradere pladsen foran Gubben, så den kan blive et endnu bedre trækplaster for lokale og gæster. Pladsen skal blive bymidtens hjerte, hvor man har lyst til at svinge forbi og slå sig ned.

Som en del af det samlede anlægsprojekt skal vi indarbejde regnvandshåndtering, så vi undgår oversvømmelse og i stedet skaber små grønne oaser. Vi forventer at anlægget står færdigt ved udgangen af 2028.

Du kan være med - vi inviterer nemlig borgere og foreninger med i udviklingsforløbet for at sikre gode løsninger. Vi laver en åben arbejdsgruppe, hvor alle med lyst og interesse kan deltage i workshops sammen med arkitekterne. Her skal de mange ideer og drømme blive konkrete og omsættes til et projekt, der kan bygges. Følg med på kommunens hjemmeside og på BYkontoret. Her skriver vi mere om, hvornår der er møder i arbejdsgruppen.

B: Tre udviklingsprojekter.

For det første laver vi et Bylivspartnerskab, hvor vi samler en bred gruppe af aktører, som har en rolle at spille i udviklingen af bymidten. Det vil være ejendomsejere, erhvervsdrivende, kulturinstitutioner, foreninger, Hundested erhverv, Hundested Havn m.fl. Sammen skal de vælge hvilke indsatser, de mener, kan være med til at løfte bymidten og sætte det i gang. Bylivspartnerskabet samles for første gang i efteråret/vinteren 2026.

For det andet laver vi et udviklingsforløb for de erhvervsdrivende i bymidten. Med 1:1 forløb og fælles kompetenceudvikling vil virksomhederne få hjælp til at styrke deres virksomheder og udvikle nye forretningskoncepter. Skriv til kommunens erhvervskonsulent, hvis du som erhvervsdrivende i Nørregade eller iværksætter vil høre om mulighederne. Se boks til højre. Forløbet starter i vinteren 2026.

For det tredje skal vi åbne et BYkontor, hvor vi vil invitere alle med interesse for byudviklingen i Hundested ind. Her kan du komme ind og høre, hvad der sker og tage del i dialogen. Vi vil arbejde for, at de mange forskellige stemmer bliver tydeliggjort og gøre en særlig indsats for, at børn og unges stemmer bliver en del af projektet. BYkontoret åbner i august 2026.

Halsnæs Kommunes erhvervskonsulent

Helle Reinhold Christensen
Erhvervskonsulent og Erhvervsplaymaker

Mere info om KNOBET