OPDATERING KL. 16.20:
Frederiksborg Brand og Redning oplyser, at branden nu er slukket.
_________________________________
OPDATERING KL. 16.10:
Der arbejdes fortsat på at slukke branden på Havnevej.
Ligger din bolig i det område, hvor der har været meget røg, kan det ifølge Frederiksborg Brand og Redning være en god idé at lufte grundigt og længe ud i dit hus, når branden er slukket – også i længere tid, end du måske tror.
Hjælper det ikke at lufte ud, skal du kontakte din forsikring i forhold til, hvad du så kan gøre. Det gælder også øvrige eftervirkninger på din ejendom.
Oplever du ubehag eller gener i kroppen som følge af røgen, skal du kontakte egen læge eller 1813.
_________________________________________________________________________________
OPDATERING KL. 15:
Nordsjællands Politi har udsendt en opdateret beredskabsmeddelelse omkring branden ved Havnevej 25 i Frederiksværk.
Branden er under kontrol, men udsender fortsat røg, som er sundhedsskadelig ved indånding.
Beboerne i området nord for Havnevej til syd for Helsingevej samt øst for Baggersvej til vest for Arresø i Frederiksværk skal fortsat søge indendørs, lukke døre og vinduer og standse ventilationen.
Hvis man føler ubehag som følge af røgen, skal man kontakte egen læge eller 1813. Hvis man lider af lungesygdom, skal man være ekstra påpasselig.
Politiet forventer at udsende næste beredskabsmeddelelse kl. 18.
På grund af de store mængder vand, der er blevet brugt til slukningsarbejdet, er det nødvendigt at lukke for spildevand fra området til Melby Rensningsanlæg for at beskytte anlægget for overbelastning. Vandet derfra vil i en kortere periode i stedet blive ledt ud i fjorden og Kattegat. Er man vinterbader, kan det derfor være en god idé at vente et par dage med at springe i bølgerne.
Vi følger selvfølgelig op med målinger af vandets kvalitet, når branden er slukket.
Der er udbrudt brand i metal skrot på Havnegade 25, 3300 Frederiksværk. Branden udvikler røg, der er sundhedsskadelig ved indånding.
Advarslen vedrører borgere i geografisk afgrænset område nord for Havnevej til syd for Helsingevej samt øst for Baggersvej til vest for Arresø i Frederiksværk:

Personer i det berørte område skal søge indendørs, lukke døre og vinduer og standse ventilationen. Der opfordres til, hvis det er muligt, at viderebringe denne meddelelse til andre personer i området. Kontakt kun politi eller alarmcentral i akutte tilfælde.
Hvis man føler ubehag som følge af røgen skal man kontakte egen læge eller 1813. Hvis man er lider af lungesygdom, skal man være ekstra påpasselig.
Der udsendes yderligere informationer via Danmarks Radio, TV2, på tekst-tv og politi.dk.
Næste beredskabsmeddelelse udsendes snarest og senest kl. 15.
Dette var en beredskabsmeddelelse fra Nordsjællands Politi.
