I Halsnæs Kommune er antallet af elever pr. klasse i kommunens folkeskoler blevet nedbragt over de senere år, så kommunen ikke længere er blandt de kommuner i landet, med flest elever pr. klasse.
I Halsnæs Kommune er antallet af elever pr. klasse i kommunens folkeskoler blevet nedbragt over de senere år, så kommunen ikke længere er blandt de kommuner i landet, med flest elever pr. klasse.
I 2012 var Halsnæs den kommune i landet med den femte højeste klassekvotient. Siden da har klassekvotienten ligget over landsgennemsnittet, men den udvikling er nu vendt.
I 2019 gik der i hver folkeskoleklasse i Halsnæs i gennemsnit 21,5 elever, mens tallet på landsplan var 21,7. I det nye skoleår 2019/2020 er klassekvotienten i Halsnæs faldet yderligere til 20,9. Det betyder, at kommunen formentlig sniger sig ind i top 30 over kommuner med den laveste klassekvotient.
At der er færre elever i klasserne i dag, end der var i 2012 betyder, at der er mere tid til den enkelte elev. Ifølge formanden i Udvalget for Skole, Uddannelse og Dagtilbud i Halsnæs Kommune, Helge Friis, er den dalende klassekvotient et resultat af et målrettet politisk arbejde.
”At der siden 2012 er blevet mere tid til den enkelte elev i folkeskoleklasserne i Halsnæs er et resultat af en bevidst politisk strategi. Vores skoleforlig viser blandt andet, at vi er særligt opmærksomme på at holde antallet af elever pr. klasse lavt. Det er vi, fordi vi tror på, at mere tid til den enkelte optimerer mulighederne for læring og trivsel. Vi tror vi på, at mere decentralisering med mindre skoleenheder og færre elever i klasserne på den lange bane giver det bedste resultat for folkeskolerne i Halsnæs og for de elever, der går i dem”, siger han.
Det forventes, at klassekvotienten vil falde yderligere over de næste fem år og formentlig lande omkring 20 elever pr. klasse i 2024.