Elever fra Ølsted Skole var med på råd, da Halsnæs Kommunes billedkunstråd skulle vælge nyt kunstværk til skolens vægge.
Når Halsnæs Kommunes borgmester Steffen Jensen den 22. februar indvier et nyt kunstværk, som skal hænge på Ølsted Skole, er det en betydningsfuld begivenhed af flere årsager.
Dels er kunstværket af Ida Kvetny indkøbt af kommunens billedkunstråd for midler, der er stillet til rådighed gennem Rosenquistarven.
Og dels er det skolens elever selv, der har været med til at vælge, hvilken kunst der skulle op at hænge på skolens vægge.
Elevrådet på Ølsted Skole har nemlig arbejdet sammen med Billedkunstrådets formand Kim Meyer Andersen, der har præsenteret eleverne for nogle forskellige muligheder og ladet dem stemme sig frem til det, de bedst kunne lide. Ifølge Kim Meyer Andersen har processen frem til udvælgelsen givet eleverne større ejerskab til kunsten, og dermed er det med til at sikre, at Billedkunstrådets værker bliver mere end blot passiv udsmykning.
”Vi valgte at præsentere eleverne for Ida Kvetnys kunst, fordi hendes værker har en høj kunstnerisk værdi. Det er et endog meget fint værk, som eleverne har valgt. Jeg er stolt af, at vi får et så fint værk til Halsnæs og også, at det bliver et aktiv for skolen,” siger Kim Meyer Andersen.
Formand for Kultur, Idræt og Demokrati, Helle Lunderød, glæder sig også over valget af ny kunst til Ølsted Skole:
”Ikke blot er det et flot kunstværk. Det glæder mig også meget, at eleverne har taget så aktiv del i udvælgelsen af det. En proces som denne viser med al tydelighed, at børn og unge også har en holdning til kunst og kan begejstres over det på lige fod med os voksne. Jeg håber, at alle på Ølsted Skole får glæde af det nye værk,” siger Helle Lunderød.
Valget af Ølsted Skole er i øvrigt ikke helt tilfældigt. Byrådet har netop besluttet, at skolen bliver selvstændig med undervisning fra 0. og helt til 9. klasse. Maleriet vil blive placeret på et sted, hvor indskolingseleverne og deres forældre kommer hver dag.
Fakta
- Kunstværket af Ida Kvetny indvies fredag den 22. februar kl. 8.30 på Ølsted Skole. Pressen er velkommen til at deltage ved arrangementet.
- Ida Kvetny har en BA (Hons) i Drawing & Painting fra Edinburgh College of Art fra 2006 og en MFA fra Central Saint Martin’s College of Art and Design, London, fra 2007. Hun har siden da deltaget i adskillige nationale og internationale udstillinger og modtaget flere priser for sin kunst.
- Rosenquist-arven består af midler, som er doneret af Paul Rosenquist Nielsen til indkøb af kunst i Halsnæs Kommune. Byrådet afsætter hvert år et beløb fra arven til kunstkøb, som Billedkunstrådet dernæst udvælger.