Med hele 16,8 mio. kr. har fond valgt at investere i Frederiksværk bymidte. Formålet med donationen er at skabe en god sammenhæng mellem Krudtværksområdet og Nordtorvet, så området omkring Krudtværket bliver endnu mere levende og attraktivt.
En helt ny overgang mellem Krudtværksområdet og bymidten, en forlængelse af træbroen ”Kystlinjen” og et mere åbent og indbydende område omkring krudtværket er blandt projekterne, som nu bliver mulige takket være en flot donation fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.
Hele 16,8 mio. kroner lyder støtten på, som er øremærket til at skabe en bedre sammenhæng mellem bymidten og Krudtværksområdet og til at forbedre muligheden for at opleve historien i Krudtværket – både for de nuværende brugere af området og til at tiltrække flere turister.
”I Halsnæs ved vi, at vi skal bygge på de ressourcer, vi allerede har. Derfor er det en stor glæde, at A.P. Møller Fonden giver os en håndsrækning, der kan løfte Frederiksværk og give mulighed for nye oplevelser og stolthed i historiske rammer,” siger borgmester Steffen Jensen.
Byens identitet skal fremhæves
Krudtværksområdet er helt centralt i Frederiksværks industrihistorie. Og Krudtværket er unikt i verden, fordi det fortæller historien om krudtproduktion fra 1760’erne til 1970’erne. I dag er der stadig 80 tidligere produktionsbygninger og et markant landskab med Krudtværkskanalen, voldene og krudtværksalleen.
Men den unikke historie, der er hele rygraden i Frederiksværk, er blevet gemt væk under en bred asfaltvej. Det skete ved opførsel af Nordcentret og anlæggelsen af Peder Falstersvej i starten af 1970’erne. Med hjælp fra A.P. Møller Fonden bringes byens DNA igen frem i lyset.
I samarbejde med Stålsat Bys arkitekter sættes arbejdet nu i gang med at konkretisere projekterne både for at kunne komme med ideer, som kan drøftes med byens borgere, erhvervsliv og foreninger, og få søgt de mange tilladelser der skal til, når man arbejder i en historisk by med fredninger og store naturværdier.
Fakta
Det kommer der til at ske:
- Ny overgang mellem Nordtorvet og Krudtværksområdet, hvor fodgængere kan krydse vejen oppe i niveau
- Oprensning og opstramning af Krudtværkskanalen, så vandspejlet bliver mere synligt
- Forlængelse af boardwalken ’Kystlinjen’
- Beskæring og fældning af selvsåede træer, så historiske strukturer bliver tydeligere, og området bliver mere trygt og indbydende
- Platform i Krudtværkskanalen, hvor man kan komme helt tæt på vandet
- Skiltning af bygninger med årstal og historisk anvendelse
Bevillingen på 16,8 mio. kr. giver 14,3 mio. kr. til anlæg, når kommunen har betalt fondskat af beløbet. Det samlede budget for projektet er 19,2 mio. kr. Halsnæs Kommune bidrager selv til projektet med 4,2 mio. kr., og 700.000 kr. kommer fra Realdania og er øremærket overgangen mellem Krudtværk og Nordtorv.
Halsnæs Kommunes rådgivere er arkitektteamet Sleth A/S og Erik Brandt Dam Arkitekter med MOE som rådgivende ingeniører.
Stålsat By er Halsnæs Kommunes byudviklingsprojekt, hvor ambitionen er at skabe nye inddragende og involverende byrum, der på en gang spejler byens særlige historie og stolthed og samtidig tilfører byen nye mødesteder, bevægelsesmuligheder og bedre rammer for et aktivt handelsliv.