Arrenæs og Melby Overdrev er de to forslag til Danmarks Naturkanon, som Halsnæs Kommune har valgt at sende ind som gode bud på, hvad der bør med i en national naturkanon fra vores lille hjørne af landkortet.
Flere andre har budt ind med forslag fra Halsnæs. Af områder kan blandt andet nævnes Hvide Klint, Hunderevet, Tisvilde Hegn, kysten mellem Helsingør og Hundested, Spodsbjerg Fyr. Flere byder også ind med Arrenæs og Melby Overdrev, lige som kommunens Naturafdeling altså har valgt.
Muligheden for at meldte unikke naturperler ind udløber på søndag den 23. september, så du kan nå det endnu, hvis du vil give dit personlige besyv med. Det foregår på Miljø- og Fødevareministeriets hjemmeside Naturkanon.dk, hvor privatpersoner, såvel som foreninger, organisationer og andre kan afgive deres forslag.
En jury vil herefter udvælge 30 nominerede naturperler, som bliver lagt ud til afstemning hos folket igen, som så skal afgøre hvilke 15 steder der kommer med i Danmarks Naturkanon.
Begrundelsen for kommunens naturkanonforslag kan du læse nedenfor.
Arrenæs
Den cirka 700 hektar store halvø Arrenæs, som ligger omgivet af Danmarks største sø Arresø, er afgjort en værdig kandidat til Danmarks Naturkanon. Halvøens stærkt kuperede kulturlandskab midt i Nationalpark Kongernes Nordsjælland åbner op for mange smukke udsigtspunkter over Arresø på en baggrund af artsrige overdrev, enge og moser.
Naturtyperne er rige på mangfoldighed og engene er kendt for deres imponerende orkidéflor i juni, moserne er levested for bævere og skovene huser ynglende havørn. Her kan man samtidig opleve 800 år gamle borgruiner og velbevarede gravhøje.
Arrenæs er i øvrigt det mindst ’lysforurenede’ sted i Hovedstadsregionen, så området er et ’must’ for stjernekiggere. Området er fyldt med vandrestier og diverse shelters til overnatning i det fri. Man parkerer nemt og centralt flere steder i området.
En stor del af Arrenæs er fredet og offentligt ejet.
Melby Overdrev
Forsvarets tidligere skydeterræn ved Melby i Nordsjælland er ubetinget den største og i øvrigt bedst bevarede lynghede på Sjælland. Heden ligger i forlængelse af Tisvilde Hegn mod øst og afgrænses af dramatiske klitlandskaber mod nordvest. I 2012 rømmede Forsvaret området, så hele den imponerende hedeflade er nu åben for offentligheden.
Om efteråret er området lilla af blomstrende hedelyng – og om foråret støder man på 10.000-vis af blomstrende kobjælder. Området har et helt unikt insektliv, som trives på den tørre, næringsfattige hedejord. De fugleinteresserede kan opleve natravn og den sjældne hedelærke.
Det er dog overordnet den storladne landskabsoplevelse der forbløffer og fortryller. På toppen af en klitrække kan man både opleve uspoleret Kattegatkyst mod nordøst, og vender man sig 180 grader mod sydvest opleves den store ubrudte hedeflade.
Der er etableret flere vandrestier i området, men man kan også opleve friheden ved at færdes uden for stierne. Man kan parkere centralt ved Lille Kulgab. Melby Overdrev er fredet og offentligt ejet.