Halsnæs Kommune inviterer mandag den 7. maj til offentligt orienteringsmøde med præsentation af planerne med det nye projekt med renovering og tilbygning af Melby-Liseleje Idrætsforenings eksisterende klubhus, som Byrådet har besluttet at bevilge penge til.
Arkitektfirmaet BBP Arkitekter A/S vil på mødet præsentere planerne for et nyt og spændende klubhus, der indbyder til socialt samvær, nye aktører og aktiviteter, sammen med formand for MLI Kim Daugbjerg og kommunens projektleder Rikke Romann.
Mødet foregår mandag den 7. maj 2018 kl. 18.30-20.30 i Melby-Liseleje Idrætsforenings lokaler på Tollerupvej 27, 3370 Melby, med velkomst af Helle Lunderød, formand for Udvalget for Kultur, Idræt og Demokrati.
Et klubhus til mange formål
Den planlagte om- og tilbygning af Melby-Liseleje Idrætsforenings klubhus omfatter modernisering og udvidelse af omklædnings-, toilet- og badeforhold, nye køkkenfaciliteter samt etablering af lokaler, der kan fungere som mødelokale, lektiecafé eller fællesrum, og lokaler, der kan anvendes til dans, drama eller gymnastik.
Projektet tegnes af BBP Arkitekter A/S, og har en stærk og enkel arkitektonisk hovedidé, der sammenbinder det eksisterende med det nye, så det samlet kommer til at fremstå som en harmonisk helhed.
Det eksisterende klubhus forlænges mod syd, og kommer til at ligge som et skib i fodboldlandskabet, med stævnen skudt helt ind i opvisningsbanen, så man fra kommandobroen (fællesrummene) har et 270 graders udsyn til boldbanerne.
Program for mødet
18.30 - 18.45 Velkommen v. formand for udvalget for Kultur, Idræt og Demokrati Helle Lunderød
18.45 - 19.00 Om MLI v. formand for Melby-Liseleje Idrætsforening Kim Daugbjerg og projektleder Rikke Romann, Halsnæs Kommune
19.00 - 19.15 Networking med kaffe og kage
19.15 - 19.45 Præsentation af projektet v. arkitekt Ebbe Wæhrens fra BBP Arkitekter
19.45 - 20.15 Spørgsmål og opsamling v. Ebbe Wæhrens og Rikke Romann
20.15 - 20.30 Tak for i aften v. udvalgsformand Helle Lunderød
Fakta om projektet
Den 28. juni 2016 vedtog Byrådet en investeringsstrategi for idrætsområdet i perioden 2016-2019. Investeringsstrategien omfatter renovering og udbygning af Melby-Liseleje Idrætsforenings eksisterende klubhus.
Projektet imødekommer en række indsatser i idrætsstrategien, herunder at det indbyder til socialt samvær, og udvikles med henblik på at skabe nye samarbejder på tværs af foreninger.
Halsnæs Kommune vil arbejde for, at faciliteterne også inspirerer selvorganiserede grupper til at benytte dem, og gøre plads til nye aktører og aktiviteter, der tiltrækker nye målgrupper.
Tid og sted
Borgermødet finder sted mandag den 7. maj 2018 kl. 18.30-20.30 i Melby-Liseleje Idrætsforenings lokaler på Tollerupvej 27, 3370 Melby.