Det nye lokale naturråd for Nordsjælland er nu på plads. 13 forskellige foreninger er repræsenteret med i alt 15 medlemmer, og det nye råd skal allerede nu i gang med at sikre den nordsjællandske natur i et kommende Grønt Danmarkskort.
Naturråd Nordsjælland dækker de seks kommuner Gribskov, Fredensborg, Helsingør, Hillerød, Frederikssund og Halsnæs, som også er sekretariatskommune for det nye naturråd, der skal arbejde med udpegning af naturområderne indenfor og på tværs af kommunegrænserne.
22 forskellige foreninger og organisationer har indstillet medlemmer til det lokale naturråd. Deres interesser for naturen spænder meget bredt og dækker både erhverv, naturbenyttelse og -beskyttelse.
Derfor har kommunerne måtte vælge til og fra, for at kunne sammensætte et naturråd med ligelig repræsentation af alle interesser. Udover medlemmerne har hver kommune en observatørplads i naturrådet.
I naturrådet har følgende 13 foreninger og organisationer fået plads:
- Dansk Skovforening
- Landbrug & Fødevarer (2 medlemmer)
- Birdlife/DOF
- Dansk Botanisk Forening
- Danmarks Naturfredningsforening
- Friluftsrådet
- Danmarks Jægerforbund
- Danmarks Sportsfiskerforbund
- Dansk Vandrelaug
- Nordsjællands Landboforening (2 medlemmer)
- Landbrugere i Nationalpark Kongernes Nordsjælland
- Naturhistorisk Forening for Nordsjælland
- Hellebæk Kohaves Venner
Lokal viden og høj faglighed
Resultatet er et lokalt naturråd med både konkret lokal viden og højt fagligt niveau, der dækker alle interesser forbundet med naturen. Forude ligger nu et spændende arbejde, der i sidste ende skal hjælpe kommunerne med deres udpegninger af naturområder, hvor der skal tages særlige hensyn eller for eksempel vil være velegnede til bestemte formål.
”Jeg glæder mig til samarbejdet med det lokale naturråd, og til at få del i al den ekspertise og viden om vores natur, som er samlet her. Det er et spændende arbejde naturrådet nu skal i gang med, og det vil helt sikkert også kunne åbne vores øjne endnu mere for de dejlige og værdifulde naturområder, som vi i mange tilfælde deler med vores nabokommuner,” siger Anja Rosengreen, formand for Udvalget for Miljø og Plan i Halsnæs Kommune, som er sekretariatskommune for Naturråd Nordsjælland.
Naturområder med i Grønt Danmarkskort
De udpegede naturområder skal indgå i Grønt Danmarkskort, der skal med i kommuneplanerne landet over næste gang de skal revideres. I det samlede kort skal alle naturbeskyttelsesinteresserne være samlet, og der skal være tænkt på tværs af kommunerne, hvilket sikrer, at der kommer god sammenhæng i de forskellige naturområder, så man til sidst står med et stort naturnetværk på tværs af hele Danmark.
Det nye naturrådet har en stram tidsplan, og skal derfor allerede starte sit arbejde i slutningen af januar. Arbejdet skal være afsluttet senest den 15. juli 2018.
Naturråd Nordsjælland er ét af i alt 20 lokale naturråd fordelt over hele landet, som skal rådgive kommunerne om, hvilke eksisterende og potentielle naturområder, der skal indgå i et kommende Grønt Danmarkskort i kommunernes kommuneplaner.
Uddybende oplysninger vedrørende naturrådsarbejdet kan ses på Halsnæs Kommunes hjemmeside eller fås ved henvendelse til natursagsbehandler Mette Thornholm, Halsnæs Kommune, på e-mail metho@halsnaes.dk eller telefon 47 78 44 76.