Trods de seneste dages regn gælder afbrændingsforbuddet fortsat i Halsnæs og de øvrige fem kommuner under Frederiksborg Brand & Redning. Der er stadig forhøjet risiko for naturbrande og lignende i Nordsjælland, lyder beredskabets vurdering.
”Vi er i løbende dialog med blandt andre Naturstyrelsen og holder et nøje øje med DMIs tørkeindeks, der stadig viser forhøjet risiko i vores område. Dog ser vi optimistisk på en snarlig ophævelse af forbuddet, såfremt det våde vejr fortsætter de kommende dage,” lyder i den seneste opdatering 14. august på Frederiksborg Brand & Rednings hjemmeside.
En lang række andre kommuner rundt i landet har ophævet afbrændingsforbuddet, særligt i Jylland og på Fyn, hvor der den seneste tid er faldet en del mere nedbør end på Sjælland.
Frederiksborg Brand & Redning indførte forbud mod afbrænding i Halsnæs, Egedal, Frederikssund, Furesø, Gribskov og Hillerød kommuner den 5. juni 2018, og dette forbud gælder stadig.
Forbud mod bål, grill og afbrænding
Forbuddet gælder dermed fortsat afbrænding i det fri, afbrænding af bål, anvendelse af ukrudtsbrændere samt anvendelse af grill i naturen. Forbuddet gælder dog ikke anvendelse af grill i private haver, hvor grillen er placeret på fliser eller lignende.
Frederiksborg Brand & Redning følger situationen dagligt og ophæver forbuddet hurtigst muligt. Ophævelse af forbuddet vil blive informeret på Frederiksborg Brand & Rednings hjemmeside og på de seks kommuners hjemmesider.
Du kan også selv følge risikovurderingen på DMI’s tørkeindeks www.dmi.dk/vejr/maalinger/toerkeindeks/
Forbuddet er udstedt efter § 5 i Bekendtgørelse nr. 1339 af 10. december 2014 om brandværnsforanstaltninger ved afbrænding, brug af ild, lys, varmekilder med videre. Overtrædelse af forbuddet kan straffes med bøde efter § 17 i bekendtgørelsen.
Afbrændingsforbuddet er besluttet i tæt dialog med skovfogeden for Gribskov, Tisvilde Hegn og Asserbo Plantage.