Weekendens varsel om muligt stormvejr fører ifølge prognoserne til højvande i blandt andet Isefjord og Roskilde Fjord.
Prognoserne fra DMI om højvande i fjorden viser aktuelt, at vi når det højeste niveau søndag aften den 29. oktober 2017 med ca. 1,20 meter over daglig vandstand i Hundested omkring kl. 20 og i Frederiksværk omkring kl. 23.
Beredskabet, Halsnæs Forsyning og Miljø og Teknik holder løbende øje med udviklingen, og som det ser ud lige nu betyder det, at portene i den nye højvandssluse lukkes søndag eftermiddag for at undgå problemer med oversvømmelse inde i Frederiksværk By.
DMI varsler om voldsomt til farligt vejr i Halsnæs med vindstød af stormstyrke, som medfører at tagsten blæser ned, store grene knækker, træer kan vælte og spærre tog- og vejstrækninger.
Halsnæs Kommune følger udviklingen, og opdaterer hjemmesiden, hvis situationen ændrer sig.