Kommunen modtager i stigende grad klager over sejlads med vandscootere ved Lynæs og Hundested. Som følge heraf vil der i 2027 blive opsat skilte, der informerer om reglerne ved havnene i Hundested og Lynæs. Al sejlads med vandscootere er nemlig forbudt i Natura 2000-området ved mundingen til Isefjorden. Arealet her er en del af et internationalt beskyttet Natura 2000-område, der rummer vigtige levesteder for fugle og andre dyrearter. Efter bekendtgørelsen for vandscootere er sejlads med vandscootere og lignende fartøjer ikke tilladt i Natura 2000-områder.
På kortet nedenfor kan du se afgrænsningen af Natura 2000-området ved Isefjordens munding.

Hvorfor gælder forbuddet?
Forbuddet gælder for at beskytte natur og dyreliv mod forstyrrelser. Natura 2000-områder er udpeget for at beskytte særligt værdifulde naturtyper og arter. Hurtig og manøvredygtig sejlads kan skabe forstyrrelser for blandt andet rastende, fødesøgende og overvintrende fugle. Derfor er sejlads med vandscootere forbudt særskilt i disse områder.
Lovgrundlag
Forbuddet følger af § 2 i bekendtgørelse om regulering af ikke-erhvervsmæssig sejlads på søterritoriet med vandscootere m.v., BEK nr. 809 af 9. august 2019. Sejlads med vandscootere er forbudt i internationale naturbeskyttelsesområder (Natura 2000-områder). Ved at øge opmærksomheden på reglerne er det forventningen, at et af områdets vigtigste natur- og fugleområder beskyttes til gavn for både naturen, de badende og øvrige, der nyder oplevelser på og ved Isefjordsmundingen.