"Kaffe med udsigt" vender tilbage

24. april 2019

Vil du nyde en god kop kaffe eller te og samtidig opleve den unikke og særprægede natur, som Halsnæs byder på? Så kan du i sommerhalvåret 2019 deltage i ”Kaffe med udsigt”.

Kaffe med udsigt

Arrangementerne bliver afholdt som  aftenvandringer rundt omkring i Halsnæs, og på de enkelte ture vil du blive præsenteret for nogle af de lokaliteter, som er helt særlige for Halsnæs. Der vil naturligvis blive serveret en kop kaffe eller te, som du kan nyde sammen med udsigten.

På samtlige ture får du tilmed mulighed for at møde naturmedarbejdere til en snak om stedernes historie. De kan også gøre dig klogere på den natur- og landskabspleje, de enkelte steder har behov for.

”Kaffe med udsigt” bliver afholdt kl. 19.00 den sidste torsdag i måneden gennem hele sommerhalvåret. Dog ikke den 29. maj, hvor arrangementet ligger på en onsdag. Det første arrangement finder sted den 25. april og tager udgangspunkt i Arresø Kanal i anledning af dens 300 års jubilæum.

Forud for hvert ”Kaffe med udsigt”-arrangement vil der ligge en nærmere beskrivelse af det område, der besøges på www.oplevhalsnaes.dk. Her vil mødestederne for turene også blive annonceret.

Herunder kan du se datoerne for ”Kaffe med udsigt” i 2019, samt hvor de forskellige ture går hen:

  • 25. april: Arresø Kanal fra sø til fjord.
  • 29. maj: Kongernes Nordsjællands, Arrenæs.
  • 27. juni: Den grønne Kile ved Hald Strand.
  • 25. juli: Hvide Klint.
  • 29. august: Fra Mellemrummet til Lynæs Fort