Rapport viser stort behov for motorvej

26. september 2018

Ny VVM-undersøgelse fra Vejdirektoratet konkluderer, at en udvidelse af motortrafikvejen mellem Hillerød og Allerød til motorvej vil gavne både fremkommeligheden, gøre det sikrere at køre på vejen samt forkorte rejsetiderne. Rapportens konklusioner glæder både borgmestre og virksomhedsledere, der længe har efterspurgt en udvidelse af Hillerødmotorvejens forlængelse.

Onsdag fremlægger Vejdirektoratet den VVM-undersøgelse, der undersøger perspektiverne i at udvide motortrafikvejen mellem Hillerød og Allerød til en motorvej.
 
Rapportens konklusioner er klare: Trafikmængden på strækningen er allerede i dag massiv og vil kun stige i de kommende år. En udvidelse til motorvej vil både kunne hjælpe på fremkommeligheden til en rimelig pris og samtidig forbedre trafiksikkerheden markant i form af færre ulykker. 

Konklusionerne skaber glæde hos de nordsjællandske kommuner og virksomheder, der længe har presset på for at få løst trafiksituationen på Hillerødmotorvejens forlængelse.

Borgmester i Halsnæs og talsmand for sekskommunesamarbejdet Steffen Jensen hæfter sig ved, at VVM-undersøgelsen ikke blot blåstempler pendlernes oplevelser af, at Hillerødmotorvejens forlængelse allerede i dag stopper til. Med rapportens oplæg til finansiering er der ikke længere nogen undskyldning for at udskyde den tiltrængte udbygning, mener han.

"Det er godt endelig at få fastslået sort på hvidt det, vi hele tiden har vidst, nemlig at en udvidelse af Hillerødmotorvejen på alle måder er en god investering. Med det grundlag, der nu foreligger, er det bare med at komme i gang. Min opfordring skal derfor lyde til alle ansvarlige partier i Folketinget om at medtage projektet i de igangværende finanslovforhandlinger. Sker det, kan arbejdet formentlig gå i gang i 2020, og det er ikke et øjeblik for tidligt," påpeger Steffen Jensen.

Han bakkes op af Kirsten Jensen, borgmester i Hillerød Kommune:

"VVM-undersøgelsen viser, at trafikken på Hillerødmotorvejens forlængelse vil vokse markant i de kommende år. Hvis ikke vi gør noget snart, vil et i forvejen meget stort problem med fremkommelighed blot blive endnu større. Vi skal også afværge ulykker på strækningen Hillerød-Allerød, som i dag har en ret høj ulykkesrate. Der er ingen tvivl om, at motortrafikvejen ikke kan tage den trafik, den skal, og vi står i en situation, der kræver handling. Det skylder vi borgerne og de mange pendlere på strækningen," siger hun.

Vigtig faktor for væksten

En udbygning af Hillerødmotorvejens forlængelse til motorvej har ikke blot været på den politiske ønskeliste længe. Også flere store virksomheder i Nordsjælland har længe presset på for at få ført motorvejen helt til Hillerød til gavn for fremkommeligheden for medarbejderne og for væksten i området.

Senior Vice President for HR i Foss Michael Almer udtaler:

"Det er på høje tid, at vi får bygget Hillerødmotorvejen færdig. Vores medarbejdere spilder hver dag en masse tid på at holde i kø på Hillerødmotorvejens forlængelse. Det mindsker lysten til at søge arbejde i Hillerød. Det er helt uholdbart for en virksomhed med 600 ansatte i Hillerød og en ambition om at ansætte mange flere medarbejdere i de kommende år".

Corporate Vice President hos Novo Nordisk Erik Lorin Rasmussen udtaler:

"Vi oplever at tabe kampen om den kvalificerede arbejdskraft. Især de unge medarbejdere vælger Novo Nordisk i Hillerød fra. De vil hellere bruge tiden på familie og fritidsinteresser end på at holde i kø på Hillerødmotorvejens forlængelse. Den trafikale infrastruktur til og fra København bliver dermed hæmmende for vores mulighed for at drive virksomhed og skabe flere arbejdspladser i Hillerød, og det synes vi naturligvis, at der bør laves om på. Vi er simpelthen nødt til at have en motorvej helt til Hillerød".

Site Head and Operations Lead hos Biogen Lars Petersen udtaler:

"En veludviklet infrastruktur, herunder nem adgang til et velfungerende vejnet, er fundamentalt for en produktionsvirksomhed som vores. Med 800 ansatte og ønsket om fortsat udvidelse af produktionen og medarbejdertallet ser vi en bedre fremkommelighed på forlængelsen af Hillerødsmotorvejen som væsentlig for vores vækst. Derfor støtter vi bestræbelserne for at øge kapaciteten på denne strækning". 
  

Fakta:

  • Vejdirektoratets VVM-rapport udgør en forundersøgelse til en udbygning af Hillerødmotorvejens forlængelse til firesporet motorvej fra Allerød til Isterødvejen. Den eksisterende motortrafikvej er allerede forberedt til udvidelse til motorvej blandt andet ved de store broer på strækningen mellem Allerød og Herredsvejen.
  • VVM-rapporten peger på, at en udvidelse til motorvej giver væsentlig øget kapacitet på strækningen. Der kan eksempelvis spares seks minutter i myldretiden på kørsel mellem Hillerød og Allerød. Desuden vil en udvidelse aflaste mange af vejene, der ligger parallelt med strækningen.
  • Det vurderes, at en udvidelse til motorvej vil påvirke miljøet i begrænset grad, da der i forvejen er motortrafikvej på strækningen. I projektet indgår fem kilometer støjskærm, forhøjet støjvold samt støjreducerende belægning, der samlet forventes at føre til en generelt lavere støjbelastning i 2025, end hvis man ikke udbygger den eksisterende motortrafikvej.
  • En udbygning af motortrafikvejen til motorvej på den nævnte strækning vil ifølge VVM-undersøgelsen koste 872 mio. kroner i anlægsudgifter. Samfundsøkonomisk vurderes det, at projektet har en intern rente - en indikator for, om det er rentabelt at bygge - på 12 procent, hvilket dermed er langt over de fire procent, man bruger som tommelfingerregel for rentabilitet.
  • Hvis Folketinget beslutter at gennemføre projektet, følger 1-2 år med detailprojektering, besigtigelse og ekspropriation efterfulgt af et anlægsarbejde på ca. fire år.
  • Halsnæs, Frederikssund, Gribskov, Hillerød, Helsingør og Fredensborg arbejder sammen i det såkaldte sekskommunesamarbejde for at sætte fokus på behovet for bedre infrastruktur i Nordsjælland. Ud over en udbygning af Hillerødmotorvejen ønsker kommunerne også en færdiggørelse af Frederikssundmotorvejen samt en forbedring af forholdene på Kystbanen - alt sammen til gavn for pendlerne i Nordsjælland.