Stålsat By i Venedig

1. juni 2016

Frederiksværk er for en stund flyttet til varmere himmelstrøg i den italienske by Venedig. Det sker som et led i den 15. internationale arkitekturbiennale, der er verdens største arkitekturbegivenhed, hvor en model af Frederiksværk og projekt Stålsat By nu bliver udstillet.

Model af Frederiksværk

Plan over Frederiksværk som nu vises på den 15. internationale arkitekturbiennale i Venedig. Til modellen er der brugt mere end 3.000 messingsøm til at gengive områdets træer. Foto af: Industrimuseet Frederiks Værk

På den internationale arkitekturudstilling bliver en plan over Frederiksværk nu fremvist. Modellen viser det banebrydende arbejde med at skabe en plan for byfornyelse og udvikling af Frederiksværk med fokus på byens historie og kulturarv, som vinderen af Halsnæs Kommunes arkitektkonkurrence Stålsat By, Erik Brandt Dam og Sleth Arkitekter har lavet. Projektet er udviklet i forbindelse med Halsnæs Kommunes byudviklingsprojekt Stålsat By, der skal skabe inddragende og involverende byrum i Frederiksværk med udgangspunkt i byens historie.

”Frederiksværk har fået en af de mest markante placeringer blandt de danske bidrag til udstillingen, og vi skal være stolte af, at det gennemførte og nytænkende projekt om byudvikling med Stålsat By nu er med til at eksponere Frederiksværk på verdens mest prestigefyldte arkitekturudstilling,” udtaler museumsinspektør ved Industrimuseet Frederiks Værk, Søren la Cour Jensen, der var i Venedig til åbningen af Biennalen.

Modellen af Frederiksværk og projekt Stålsat by er en blandt flere danske bidrag på arkitektudstillingen, der under temaet ”Art of Many and The Right for Space” skal vise, hvordan danske arkitekter sammen med byplanlæggere, politikere og bygherrer i deres daglige arbejde fornyer den danske tradition for at tænke og bygge samfund og samfundsinstitutioner med mennesket i centrum. Den internationale arkitekturbiennale beskæftiger sig i år med at udpege arkitekturens frontzoner i forskellige lande og dermed undersøge arkitektens rolle i at styrke menneskers livskvalitet gennem arkitektur over hele verden.

Byplanen over Frederiksværk kan sammen med resten af udstillingen på den internationale arkitekturudstilling ses fra den 28. maj 2016 og frem til den 27. november 2016, hvor 37 nationer er repræsenteret.

Stålsat by i Venedig 

Foto: Museumsinspektør Søren la Cour Jensen (tv.) og arkitekt Erik Brandt Dam (th.) ved modellen af Frederiksværk