Danmarks første flydende shelter indvies

16. juni 2016

På gyngende grund på Roskilde Fjord og med 360 graders udsigt til blomsterrige hvide kalksandsskrænter, fuglefyldte strandenge og rå industrihistorie, indvies nu Danmarks (måske) første flydende shelter

Havhytten ved Hvide Klint

Shelteret ligger i vandet ud for badebroen ved Hvide Klint og vil onsdag den 22. juni kl. 18.30 blive indviet på behørig vis af borgmester Steen Hasselriis. Med en flaske bobler vil shelteret blive døbt, Havhytten ved Hvide Klint.

Følg med i indvielsen fra badebroen, hvor der vil blive serveret en lille forfriskning i dagens anledning.

Et af flere initiativer

Kajak-shelteret er et af flere initiativer i det fri, som Halsnæs Kommune har på tegnebrættet i 2016-17. Shelteret er blevet til virkelighed i samarbejde med Friluftsrådet og en lang række andre natur- og friluftsorganisationer samt lokale skoler og institutioner.

Senere på året opsættes formidlingsbøjer langs Halsnæs’ kyster til de mange kajak- og kanosejlende. Derudover udgives et kajakkort, hvor alle nødvendige oplysninger til at planlægge kajakoplevelser i Halsnæs er samlet. Sidst men ikke mindst udlægger kommunen en særlig "undervands-soppesti" til børn - tæt ved Hvide Klint i Frederiksværk.

Med disse tiltag håber Halsnæs Kommune at styrke formidlingen af områdets mange rå og autentiske naturoplevelser og dermed tilskynde både borgere og besøgende til at gå på oplevelse i Halsnæs natur.