Fælles picnic - alle kan være med

13. juni 2016

På mandag den 20. juni 2016 inviterer byrådet alle interesserede borgere til at få en god og hyggelig hverdagsoplevelse i form af en fælles picnic klokken 17.30 til 20.

Krudtværksplænen i Frederiksværk
Anledningen for den fælles komsammen på plænen ved Krudtværksområdet i Frederiksværk er Halsnæs’ nye vision 2030.

Borgmester Steen Hasselriis siger: ”Vi bakker op om og fejrer Halsnæs’s nye vision med en fælles oplevelse for vores borgere. Vi kan godt kalde det et kick off-arrangement for visionen, og det ønsker vi at vise med en god hverdagsoplevelse.”

Han fortsætter: ”Vision hedder jo kort og godt: Oplev det rå og autentiske Halsnæs – Det er ikke for fint, og det føles ægte.”

Pak din egen picnic-kurv

Ideen er, at du pakker din egen picnic-kurv, tager en stol eller tæppe med og slår dig ned på plænen. Måske har du taget familien med eller mødes med nogle venner eller naboer. Måske er du bare dig selv og har lyst til et par hyggelige timer sammen med andre.

Gratis pølser

Steen Hasselriis uddyber: ”Vi sørger for en gratis grillpølse m. brød og grønt fra slagteren. Agnes Trio fra Musikskolen spiller skøn musik. Og for familier og børn er det for eksempel muligt at dyste i havespil. Og man er selvfølgelig meget velkommen til selv at tage et havespil med.”

Kulturhuset Gjethuset sælger drikkevarer, men man må også gerne tage sine egne med.

Den lille stikvej til Syrevej ved Krudtværksplænen lukkes for at give plads til frisk street soccer på en lille ottekantet Panna-bane.

Man kan også opleve historien. Industrimuseet, som holder til i Krudtværksområdet, holder åben med krudtværk, trækulsbrænderi og V3-kampvogn.

Hvis det regner, rykker picnicen ind i Rådhussalen med ens picnic-kurv, tæppe og stol...

Udpeg dit yndlingssted

På Krudtværksplænen kommer der til at være et stort kort over Halsnæs, hvor du som borger kan dele dine yndlingssteder med andre i Halsnæs. ”Hvor er dit yndlingssted, hvor elsker du at tage hen?”

Du kan markere dit yndlingssted på kortet og på en lille seddel beskrive, hvorfor lige det spot er dit yndlingssted. I skolernes sommerferie følger vi op og kommer med en serie over seks uger og en konkurrence med hashtagget: #deldithalsnaes og #oplevhalsnaes. Her skal man holde øje med via Facebook og Instagram, men også Halsnæs Avis’s sommerudgave.

Temamøde i byrådet

Samme aften som picnicen holder byrådet temamøde om næste års budget. Det betyder blot i praksis, at klokken 19.30 trækker byrådspolitikerne ind i byrådssalen, mens picnicen fortsætter til kl. 20.