Fald til ro på nye Kig Op-bænke

3. juni 2016

Halsnæs Kommune har nu sat en række nye specialdesignede Kig Op-bænke, hvor forbipasserende kan lægge sig på langs, se op i trækronerne og på himlen - og lade tankerne flyde.

Foto af specialdesignet Kig Op-bænk i Halsnæs

Udsigt over fjorden fra en af kommunens nye Kig Op-bænke, her ved Hvide Klint.

Fra de fire nye Kig Op-bænke kan du finde roen i naturen - helt tæt på byen. Med bænkene tilbyder kommunen en ny type naturoplevelser med fokus på ro og fordybelse.

Bænkene skal invitere til at tage ophold i naturen året rundt. Netop naturen spiller en stor rolle i forhold til vores sundhed. Det styrker vores krop, når vi bevæger os i naturen, uanset om det er på en løbetur, gåtur med hunden eller på mountainbike.

Mærk naturens sanseindtryk

Med Kig Op-bænkene er der mulighed for anderledes naturoplevelser, hvor der er fokus på naturens mange sanseindtryk, som virker positivt på vores nervesystem, blodtryk og lykkefølelse.

I alt er der opstillet fire Kig Op-bænke i naturområder i tilknytning til træer. Bænkene er placeret på Bakkestien i Frederiksværk, ved Hvide Klint i Lille Kregme, ved Valdemar Poulsens høj og ved Gyvelkrogen i Hundestedområdet. Fra to af bænkene er det muligt at nyde udsigten over fjorden, mens de resterende står tilbagetrukket blandt træer og krat.