Fars Køkkenskole – kun for fædre og børn

22. oktober 2015

I Halsnæs Kommune er to hold fædre og deres børn nu gået i køkkenet for at lære at lave sund og lækker mad sammen. Det sker på ”Fars Køkkenskole” – et madlavningskursus kun for fædre og børn, som i øjeblikket foregår i skolekøkkenet på Ølsted Skole. Ambitionen er, at udbrede konceptet til flere af kommunens skolekøkkener efter nytår.

Fars Køkkenskole - madlavningskursus for fædre og børn på Ølsted Skole
Det står ikke for godt til med mænds sundhed. Mænds livstilsvaner er så markant dårligere end kvinders, at de i højere grad rammes af kroniske sygdomme, og lever 4-5 år kortere end danske kvinder. Desuden er der meget få sundhedstilbud, som er tilrettelagt med fokus på mændenes behov.

Det gør Halsnæs Kommune nu noget ved, og tilbyder kommunens fædre at gå på Fars Køkkenskole, som er et sundhedsfremmende tilbud på fædrenes præmisser. Køkkenskolen er en meningsfuld fritidsaktivitet, der handler om at være sammen med sine børn, blive bedre i køkkenet - og på den måde udvikle sundere madvaner i fællesskab.

”Det er så vigtigt, at vi lærer vores børn at lave sund og lækker mad selv. Og når man så samtidig kan svinge gryderne og have det rigtig sjovt sammen med sine børn, tror jeg, at alle fædre får lyst til at være med,” fortæller Dorte Sonnenborg, diætist i Halsnæs kommune.

To hold med fra start
De to første hold med i alt 24 børn, deres fædre og bedstefædre begyndte i køkkenskolen sidst i september på Ølsted Skole, og laver mad sammen igen onsdag og torsdag i denne uge. Samtidig har Dorte Sonnenborg fuld gang i planerne om at udbrede konceptet i hele kommunen i 2016.

”Fars Køkken er alle tiders koncept, der kombinerer læren om at begå sig i et køkken med det sociale mellem far og barn, og især det sundhedsfremmende element i madlavningskurset understøtter samtidig meget flot Halsnæs Kommunes ambitioner på sundhedsområdet i de kommende år,” siger Annette Westh, formand for Udvalget for Sundhed og Kultur.

Forbudt for mor
En køkkenskole forløber over fem aftener i løbet af et halvt år, hvor 8-12 fædre og deres børn undervises én aften om måneden i et skolekøkken. I ”Fars Køkkenskole” er der fokus på madglæde, samvær og sjove oplevelser, og på hvordan fædrene bliver gode til at inddrage børnene i madlavningen.

Her får børnene lov til at bruge den store og skarpe kniv - fremfor den lille og sløve - og så er det kun for fædre, bonusfædre, bedstefædre og deres børn. Det giver en helt speciel stemning i køkkenet.

En af frontløberne
Fars Køkkenskole er udviklet og afprøvet af over 350 fædre og deres børn i Vallensbæk Kommune i 2012-2014, med støtte fra Nordea-fonden. Her var køkkenskolen så stor en succes, at folkene bag Vallensbæk-konceptet nu hjælper med at udbrede det til mindst ti kommuner – heriblandt Halsnæs Kommune, så endnu flere fædre og børn oplever glæde i køkkenet, får sundere vaner og får styrket deres relation.

Der har været stor interesse ude i kommunerne, og derfor er Halsnæs Kommune glad for at være en af frontløberne, der ønsker at gøre noget for mænds og børns sundhed.

Du kan læse mere om Fars Køkkenskole og finde opskrifter og videoer på www.farskoekkenskole.dk


Fakta
• Fars Køkkenskole er et madlavningskursus for fædre og børn, der går i 2.-4. klasse.

• Fars Køkkenskole starter op i mindst 10 kommuner landet over, bl.a. Halsnæs, med hjælp fra Vallensbæk Kommune og Nordea-fonden.

• Fars Køkkenskole er udviklet og afprøvet i Vallensbæk Kommune, hvor over 350 fædre og 370 børn har i perioden 2012-2014 været på Fars Køkkenskole, hvilket svarer til ca. 40 pct. af de børn, der gik i 2.-4. klasse.

• Fars Køkkenskole rammer i høj grad et behov hos fædre for at have en meningsfuld aktivitet sammen med sit barn/sine børn, og resultaterne er overbevisende.

• 9 ud af 10 fædre oplever, at de er blevet meget bedre til at lave mad sammen med deres barn, og 2 ud af 3 har oftere deres børn med i køkkenet derhjemme.

• Efter Fars Køkkenskole oplever fædrene, at de har fået styrket relationen til deres barn.