Topgrafik

Halsnæs Kommune - et af Nordsjællands bedste hjørner

Vi er stolte af vores vision for Halsnæs Kommune, som er blevet til i samarbejde mellem borgerne og politikerne.

Overskriften for vores vision er:

Halsnæs Kommune – natur og udvikling

I år 2016 er Halsnæs en:

  • Naturrig kommune, hvor fastholdelse af naturværdierne indtænkes i udviklingen
  • Mangfoldig kommune, hvor variation er en dyd og utraditionelle ideer er en styrke
  • Kreativ og effektiv udviklingskommune i bevægelse
  • Kommune, hvor kvalitetsbevidsthed er med i beslutninger, planer og udvikling

Halsnæs Kommune - midt i naturen og tæt på alle mulighederne

Der bor omtrent 30.000 mennesker i kommunen, som ligger med vand til alle sider; Roskilde - og Isefjord, Kattegat og Danmarks største sø Arresø. Her er alle typer natur - badestrand, klit, skov, strandeng og hede. Her er søer, vandløb og marker. Her er udsigtspunkter, idylliske landsbyer og frodige sommerhusområder.

Frederiksværk

Frederiksværk er en af Danmarks første industribyer med produktion af kanoner, krudt og kugler til hæren og søværnet under skiftende konger. I dag er Frederiksværk en moderne provinsby kun tre kvarters kørsel fra København, placeret midt i pragtfuld natur.

Bymiljøet har historie og sjæl, og skoven er tæt på. Kanalerne, der er håndgravet i første halvdel af 1700-tallet for at afvande Arresø, gennemskærer byen og skaber et helt specielt sceneri - et nordsjællandsk Venedig med gamle, smukke huse.

Hundested

Byen Hundested er opkaldt efter de lokale sælhunde, og der findes en række gamle fiskerlejer som Nødebohuse, Kikhavn og Lynæs med den store lystbådehavn. En del af disse fiskerlejer er vokset sammen med Hundested, så der i dag er et sammenhængende bysamfund, men charmen fra landsbyerne er stadig intakt, og naturen er i gåafstand. Der er også en række mindre landsbysamfund inde på halvøen, hvor det bedst kendte er økosamfundet Dyssekilde i Torup. Her går vedvarende energi hånd i hånd med alternative og miljøvenlige huse, og der kommer ofte turister på besøg for at besøge Danmarks ældste økolandsby.

Børn og bolig

Vi har valgt at satse på at blive det bedste sted at bo i Nordsjælland, fordi vi i kommunen har alle muligheder for det: Naturen, et aktivt fritidsliv og en høj kommunal service.
Vores skoler og daginstitutioner er veludbyggede, og kommunen bliver i de næste år udbygget med nye boligområder og grønne områder. Vi kan byde på nogle af de mest fornuftige huspriser i hovedstadsområdet, og ved hjælp af lokalplanlægning søger kommunen at sikre en varieret beboersammensætning helt ud i de enkelte boligområder. Her skal være børn, unge, erhvervsaktive og ældre. Ved at blande mennesker og boligtyper skabes levende og aktive bomiljøer med identitet og sjæl. Kommunen kræver kvalitet i materialer og arkitektur. Nybyggeri skal være i harmoni med omgivelserne, hvad enten der bygges i et naturskønt område eller inde i byen.
Halsnæs Kommune har pasningsgaranti og byder på en bred variation af pasningsmuligheder for de mindste, herunder også en skov- og idrætsinstitution og en institution med aftenåben. Der findes 8 forskellige folkeskoler i kommunen, hvoraf alle er af høj bygningsmæssig og pædagogisk kvalitet.

For de ældre

Halsnæs Kommune har en erklæret målsætning om at levere god service til borgerne og være en god arbejdsplads for de ansatte. Et af de områder, hvor man er nået langt er ældreområdet.
Klagerådet for hjemmeplejen “klager” over manglen på klager. De ældre har en bred vifte af faciliteter og tilbud: Genoptræningscenter, aflastningspladser, daghjem og aktivitetshus. Kommunen har flere forskellige plejehjem og ældreboliger, som du kan læse mere om på hjemmesiden.

Job og erhvervsliv

Frederiksværk er kendt for sin industrihistorie, som jernindustrien har væet end del af i mere end 250 år. Med Dansteel's overtagelse af Stålvalseværket videreføres de stolte traditioner. Det nye stålværk skal ikke smelte skrot til stål men fremstille stålplader og stangstål af importerede halvfabrikata. Af større virksomheder kan også nævnes for eksempel medicinalvirksomhederne Unomedical og Bifodan tæt på Hundested. I hele kommunen findes en bred vifte af små og mellemstore produktions- og servicevirksomheder. Her er håndværk, handel og byggeri. Turismen er i fremgang. De store kystnære sommerhusområder tiltrækker feriegæster fra ind- og udland, som fascineres af naturen, den friske luft og vand på alle sider.

Dagligt drager lidt over halvdelen af de erhvervsaktive udenbys for at arbejde. Den erhvervsmæssige udvikling foregår i et bælte tværs over Nordsjælland mellem Hundested og København. Hvorfor ikke bosætte sig på den rekreative side af dette bælte? Selv når trafikken er tæt, tager bilturen til Hillerød tager under en halv time. Den offentlige transport er også veludbygget.

Et rigt kultur og foreningsliv

Gjethuset, som i over 200 år, var en beskidt og svedig arbejdsplads med støbning af blandt andet bronzekanoner, er i dag et monumentalt kulturhus, som benyttes til teater, kunstudstillinger, koncerter og meget andet. Huset er blevet rost  til skyerne for sin gode akustik af musikere inden for alle genrer, og her optræder tidens hotte pop- og rockstjerner, såvel som Danmarks største kammermusikfestival hver sommer.

Men Gjethuset er langt fra kommunens eneste kultur- og fritidstilbud. Byen har et rigt varieret foreningsliv, en svømmehal og idrætsfaciliteter - også ude i de små landsbysamfund samt lystbådehavne og bølger som for eksempel surfere ynder at boltre sig i. Her er moderne biblioteker, en handelsstandsforening, der forstår at holde byfester. Den hyggelige biograf Kosmorama i Frederiksværk viser filmene, når de har danmarkspremiere. Som altid med smukke, anderledes landskaber, tiltrækker det mange kunstnere, og kommunen har da også et levende kunstnermiljø med flere spændende gallerier og kunsthåndværkere. Sidst men ikke mindst er det også i Halsnæs Kommune, du kan besøge polarforskeren Knud Rasmussen hus i de høje, nordvendte klinter, hvorfra han planlagde sine ekspeditioner til Grønland.

Kort sagt er Halsnæs Kommune et godt sted at bo og besøge. Så endnu en gang velkommen til vores kommune. Jeg håber, du vil benytte dig af muligheden for at gå på opdagelse på kommunens hjemmeside og læse meget mere om, hvad vi har at tilbyde.

Helge Friis
Borgmester

 

Nyheder

Tilmeld dig vores nyhedsservice her
Læs flere nyheder