Topgrafik
Byvben

Hvordan har du det?

Kommunekort

Halsnæs Kommune spørger i den kommende tid til borgernes sundhed. Undersøgelsen af borgernes sundhedstilstand er et led i en landsdækkende kortlægning af borgernes trivsel, sundhed og sygdom. Med resultaterne i hånden skal regionerne og kommunerne i fællesskab planlægge fremtidige behandlingstilbud og forebyggelse.

I disse dage dumper et brev ind ad brevsprækken hos 2450 tilfældigt udvalgte borgere – fra 16 år og opefter - i Halsnæs Kommune. Sammen med cirka 95.000 andre tilfældigt udvalgte borgere i samtlige kommuner i Region Hovedstaden og godt 240.000 borgere i resten af Danmark bliver borgerne bedt om at svare på et spørgeskema om deres sundhedstilstand.

Målet med undersøgelsen er at tegne en sundhedsprofil i regioner og kommuner for at kunne etablere en mere målrettet indsats på forebyggelsesområdet og en bedre planlægning af de fremtidige behandlingstilbud på hospitalerne. På sigt vil det betyde øget livskvalitet for mange mennesker.

De sunde valg skal tænkes ind i hverdagen
Alt for mange mennesker bliver i dag ramt af sygdomme, som kan forebygges og dermed undgås. Sidste sundhedsprofil viste, at kun 15 procent af borgerne i Danmark lever op til Sundhedsstyrelsens anbefalinger i relation til rygning, alkohol, fysisk aktivitet og kost. Ved at opnå ændringer i borgernes vaner vil der være stor gevinst at hente i forhold til sundhed og velvære.

”De fleste borgere ved godt, hvad der giver en sund livsstil, men sundhedsprofilen fra 2008 viste, at borgerne i deres travle hverdag kan have svært ved at overholde de sunde leveregler. Derfor skal de sunde valg tænkes ind i hverdagen, så det også bliver de nemme valg. Men det er lettere sagt end gjort”, siger Halsnæs Kommunes sundhedschef, Birgit Gundorph-Malling, der ikke er i tvivl om, hvor vigtigt det er at kende borgernes sundhedstilstand for at kunne yde den bedste forebyggelsesindsats i kommunen.

”Ved den sidste undersøgelse i 2008 svarede knap halvdelen på skemaundersøgelsen. Vi vil meget gerne have denne svarprocent et godt stykke opad. Hvis vi skal kunne hjælpe borgerne og målrette forebyggelsesindsatsen, er det utroligt vigtigt, at borgerne tager sig tid til at svare på spørgeskemaet. Med en stor bunke svar i hånden kan vi hjælpe flest mulige og målrette indsatsen til dem, der har det største behov”, siger sundhedschefen.

Plads til forbedring

Spørgeskemaet indeholder spørgsmål om den enkeltes sundhed og trivsel, om dagligdagen og sundhedsvaner. Sammen med data fra de centrale registre om for eksempel kontakter til sundhedsvæsnet, tegner spørgeskemaundersøgelsen et detaljeret billede af borgernes sundhed i regioner og kommuner.

Sundhedsprofilen, som undersøgelsen skal munde ud i, vil give et billede af, hvilke befolkningsgrupper der bliver mere syge end andre - og hvorfor de bliver syge. Derfor er det afgørende for undersøgelsen og den fremtidige indsats på området, at så mange borgere som overhovedet muligt tager sig tid til at udfylde og returnere skemaet.

”De foregående sundhedsprofiler for Halsnæs Kommune viser, at vi på mange områder halter efter mange andre kommuner vedrørende borgernes sundhedstilstand med basis i livsstilen. Der er absolut plads til forbedring. Jo flere besvarede spørgeskemaer, jo bedre står vi, når vi skal tilrettelægge behandlingstilbud og forebyggende arbejde. Sender man det besvarede spørgeskema tilbage, kan man godt kalde det en slags hjælp til selvhjælp”, pointerer Birgit Gundorph-Malling.

Fakta
Region Hovedstadens Forskningscenteret for Forebyggelse og Sundhed står for den overordnede praktiske og videnskabelige del af den samlede, landsdækkende undersøgelse.

Svarene i undersøgelsen er beskyttet af lov om behandling af personoplysninger, hvilket betyder, at de vil blive behandlet fortroligt, og at ingen enkeltpersoner vil kunne genkendes i forbindelse med undersøgelsen.

08.februar 2010