Digital kommuneplan for Halsnæs Kommune
I dag, den 2. februar 2010, offentliggør Halsnæs Kommune kommuneplanen, som blev vedtaget af byrådet den 8. december 2009. Planen findes i bogform, men er også lavet som en digital kommuneplan, der ligger på kommunens hjemmeside.
Den direkte adresse til den digitale kommuneplan er kommuneplan.halsnaes.dk
Fordelen ved den digitale kommuneplan er, at borgerne og andre brugere nemt kan bladre rundt mellem de forskellige afsnit, samt at der kan søges på tekstindholdet. Desuden er de fleste kort interaktive, så borgerne kan zoome ind på et område og se, hvordan en given udpegning dækker for eksempel en ejendom.
Funktionen ”Hvad gælder for mig?” bruges til at undersøge hvilke udpegninger fra kommuneplanen, der gælder for en given adresse. Søgningen sker ved hjælp af et kortsystem, som Halsnæs Kommune har indkøbt til formålet.
I kortsystemet er der også mulighed for at vælge forskellige baggrundskort. Blandt andet kan man hér se et luftfoto fra 2009 over kommunen, og man kan få vist de forskellige temaer fra kommuneplanen.
02.februar 2010