I august bliver der igen tæt trafik på skolevejene, når omkring 650.000 børn landet over kommer tilbage fra sommerferie. Vis ekstra hensyn til både små som store skolebørn, lyder opfordringen til bilisterne. For alle børn kan være meget impulsive i trafikken.
I august bliver der igen tæt trafik på skolevejene, når omkring 650.000 børn landet over kommer tilbage fra sommerferie. Vis ekstra hensyn til både små som store skolebørn, lyder opfordringen til bilisterne. For alle børn kan være meget impulsive i trafikken.
I 2018 var der på landsplan 286 børn mellem 6-17 år, der kom til skade i trafikken, og 10 børn i samme aldersgruppe, der mistede livet på vejene, viser tal fra Vejdirektoratet. Selv om det er det laveste antal i mange år, så er det stadig alt for mange.
Derfor er Halsnæs kommune, Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden i de kommende uger massivt til stede med kampagnen ”Børn på vej” på mange af kommunens skoleveje.
Kampagnens budskaber til bilisterne er: Sænk farten, vær ekstra opmærksomme og vis hensyn. I Halsnæs Kommune håber man, at billisterne vil tænke over budskaberne, når de i morgentravlheden færdes på vejene omkring kommunens skoler.
”Alle ved godt, at man som bilist skal passe på farten og være særligt opmærksom, når man kører på vejene omkring en skole. Alligevel glipper det for nogen, fordi man måske er lidt sent på den, eller man forsøger at klare andre ærinder, mens man kører bil. Det er ingen hemmelighed, at børn kan komme til at være lidt impulsive i trafikken, så der skal kun et øjebliks uopmærksomhed eller en lidt for høj fart til, før det kan gå galt. Derfor håber jeg, at den her kampagne kan være med til at minde folk om at passe rigtig godt på vores skolebørn, selvom man måske lige er kommet fem minutter for sent ud ad døren”, siger formand for Udvalget for Skole, Uddannelse og Dagtilbud i Halsnæs Kommune, Helge Friis.
Teenagere kommer også til skade
Det er ikke kun de yngste skolebørn, man skal holde ekstra øje med. Mens de fleste godt ved, at de små børn kan opføre sig impulsivt og løbe over en vej uden at se sig for, så er det også vigtigt at vide, at det samme gælder for teenagerne.
”Selv om teenagerne har mere erfaring med at færdes i trafikken, så kan de også være impulsive, overmodige og fx uopmærksomme på grund af deres mobil. Derfor skal der gerne ringe en lille alarmklokke hos os voksne, når vi møder børn i trafikken, uanset hvor gamle børnene er”, siger Rosa Nissen, projektleder i Rådet for Sikker Trafik.
Politi på skolevejene
For at gøre skolevejene mere sikre og trygge gennemfører politiet derfor kontrol på skolevejene i august. Meget tyder nemlig på, at der stadig er plads til forbedring hos bilisterne. Da politiet i januar gennemførte kontroller på landets skoleveje, blev flere end 3.000 bilister sigtet for at køre for stærkt.
Klik her for at se kampagnen ”Børn på vej” på Rådet for Sikker Trafiks hjemmeside.