Ny madordning i folkeskolen

21. december 2017

Når folkeskoleeleverne i Halsnæs Kommune vender tilbage til skolerne efter juleferien, er det med en ny madordning, der giver mulighed for et godt måltid til en rimelig pris.

skole
Fra den 1. januar 2018 træder en ny madordning nemlig i kraft, som erstatter den tidligere kantineordning. Ordningen betyder blandt andet, at elever og forældre kan være med til at bestemme, hvad eleverne skal spise.
 
Beslutningen er truffet af den enkelte skole efter inddragelse af skolebestyrelsen. På alle skoler er det endt med, at skolemaden vil blive leveret af virksomheden Agnes, der blandt andet har erfaring som leverandør af sund og varieret mad til skoler i Storkøbenhavn. Her vil det være muligt online at bestille elevernes mad fra dag til dag.
 
Den nye madordning løber frem til skolernes sommerferie i slutningen af juni 2018. Herefter har den enkelte skole mulighed for at anvende andre ordninger evt. med mere lokalt baserede løsninger.
 
Byrådet har fra 2018 øremærket 1 mio. kr. årligt til madordninger i skolerne. De fordeles med 150.000 kr. i grundbidrag pr. skole, mens de resterende midler fordeles i forhold til antallet af elever
på de enkelte skoler. Denne fordeling justeres årligt.
 
Udvalgsformand for Skole, Familie og Børn, Michael Thomsen ser positivt på den nye og fremadrettede løsning:
 
"Med den nye madordning sikrer vi først og fremmest, at der her og nu fortsat er adgang til sund og varieret skolemad til eleverne på vores folkeskoler. Endda med en ordning som giver mulighed for indflydelse på, hvad der skal serveres. Samtidig får den enkelte skole mulighed for at bruge tiden på at planlægge en eventuel anden løsning, som er tilpasset lokale ønsker og behov," udtaler Michael Thomsen.